YouTube byder konstant på nye trends indenfor videoproduktion. Seneste skud på stammen er at klippe introer ud af nutidige tv-serier, så de tager tykt pis på introsekvenserne fra 90’ernes tv-serier. Således har både The Walking Dead, Breaking Bad og Games of Thrones fået et retro-makeover.

En 90’er-agtig intro er selvfølgeligt ikke bare gjort med en 4:3-skalering og et tyve år gammelt musiknummer. Looket er naturligvis også en vigtig del af det. For et par år siden var det Super 8 smalfilms-looket, som folk stilede efter, når musikvideoen eller kortfilmen skulle være i en cool retro-stil. Så VHS-looket måtte jo komme, nu hvor vi alle kan producere knivskarpe billeder i HD for ingen penge.

Creating-an-old-VHS-tape-look-in-After-Effects-TutorialEn fin guide til hvordan man opnår dette look i After Effects, er at finde på Red Giants hjemmeside. Men skal det være retro, så skal det sgu være retro. Så hvorfor ikke finde VHS-maskinen frem, og køre videoen en tur ud på et gammelt slidt bånd. Det satte jeg mig for at gøre på arbejdet i dag, med min helt egen Danish Dynamite 1995 spoof intro. Det var dog nemmere sagt en gjort. VHS-maskinen havde vi heldigvis stadig stående i afdelingen. Til gengæld viste det sig umuligt at opdrive et VHS-bånd på hele TV 2. Så jeg måtte en tur på cyklen og ned i en genbrugsbutik på Mozarts Plads. Pigerne i butikken var så søde at forære mig to bånd. De troede nemlig, at alle deres VHS-bånd var blevet smidt ud (eller også kunne de bare ikke give tilbage på 100 kr.).

Tilbage på Zulu startede så arbejdet med at få kablet VHS-maskinen op i vores teknikrack. Det viste sig ikke så lige til. Hele vores system kører HD og med SDI-kabling. Det lykkedes mig til sidst at loope signalet fra redigeringen gennem en SD-downconverter og videre gennem en Betacam IMX-maskine. Så nu kunne jeg optage min færdigredigeret intro ud på VHS. Jeg vil undlade detaljerne omkring hvor svært det var at få VHS-optagelsen tilbage i Avid’en igen. Det viste sig faktisk umuligt med det eksisterende setup. Hos News på etagen nedenunder fik en sød tekniker dog captured det ind, men så viste det sig, at News’ SD-system ikke kunne ses fra vores HD-system.

Men heldigvis har jeg en VHS-maskine sluttet til computeren hjemme. For det har man jo, ik?!! Så her kan du se mit færdige resultat af dagens tidsrejse.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *